Døden – den ultimative overgang

Findes der noget værre end at miste sit barn? Jeg har svært ved at forestille mig det, og alle forældre ved også at glæde og angst altid følges ad. Lige så hurtigt som taknemmeligheden melder sig over det nye liv, lige så snart melder bekymringerne for barnets ve og vel.

Robert Redfords mesterværk Ordinary People fra 1980 skildrer familien Jarett; en helt almindelig familie – og så alligevel, på ét afgørende punkt skiller den sig ud: den ældste søn, Buck, er død i en ulykke blot 19 år gammel. 

Familiens medlemmer Beth (mor), Calvin (far) og Conrad (lillebror) lider alle under savnet af Buck.  Alle tre forsøger hver på sin måde at leve videre med savnet, og hver af dem mestrer det mere eller mindre hensigtsmæssigt. Conrad forsøger at begå selvmord, og indleder efterfølgende et intensivt terapeutisk forløb hos en medlidende psykiater. Calvin passer sit arbejde, og lider samtidig under ensomhed og fremmedgørelse i de fleste sammenhænge, som han indgår i. Beth passer facaden og forsøger at leve videre, som intet var sket, samtidig med at hun dyrker Buck i det skjulte.

Det er berigende at se, hvordan Bucks død bringer Calvin og Conrad sammen. Hvordan det tunge og ubærlige formidler en kontakt og et ubrydeligt bånd, fordi de kan være ærlige og sårbare overfor hinanden.  På den måde anskueliggøres det, at selv om døden er en fjende af livet, kan den bringe liv og ægthed med sig, som vi ser det udfoldet mellem Calvin og Conrad. Set i det lys, kan døden være en gave, hvor absurd det måtte lyde.

Men lige så berigende Calvin og Conrads forhold er, lige så smerteligt er det at se, hvor ensom Beth er. Hendes manglende evne til at vedkende sig savnet og give slip på facaden gør, at både Calvin og Conrad distancerer sig fra hende. Det er frygteligt at se, hvordan både Conrad og Calvin gang på gang rækker hænderne ud til Beth samtidig med, at hun hver gang undslår at tage imod deres tilbud om nærhed og fællesskab. På den måde bliver tabet dobbelt for hele familien, for ikke alene mister de helt konkret deres søn og bror, men de mister også deres mor og ægtefælle, ligesom hun mister dem. Så sådan kan døden også være.

Døden er den ultimative overgang både for den døde – og de efterladte! Intet er som før, og livet bliver aldrig det samme igen. Men midt i savnet og smerten kan der, med tiden, åbnes nye veje, erkendelser og muligheder.  I Ordinary Peoble var det en forstående og stærk terapeut, der gav plads til Conrads smerte, og det var en veninde, der ikke var berøringsangst, og som insisterede på kontakt til ham uden at overskride hans grænser.

Når vi er stressede, er det sjældent, at vi løfter os op til et højere mentalt eller fysisk niveau – tværtimod falder vi tilbage og øser af de kilder, som vi har drukket af hidtil, uanset om de er hensigtsmæssige eller ej. Sådan er det på fodboldbanen og på arbejdspladsen, og sådan er det også, når døden gør sit indtog. Derfor har vi allerede nu brug for at træne i at mestre den disciplin, der er hjælpsom for os selv og andre, når livet gør ondt, eller når vi møder døden.

Her er tre enkle øvelser og udfordringer, som kan ruste os til at leve med døden:

  1. De vigtigste valg?  Hver dag kommer vi et skridt nærmere døden, så hvordan vil leve vi resten af vores dage, og hvilke vigtige prioriteringer vil vi foretage, som er holdbare her og nu, og når vi ligger på dødslejet.  I bogen, Den lille prins, udtrykkes det sådan: Det er den tid, som du har spildt på din rose, som gør den så betydningsfuld. Så lad os være bevidste om, hvad der er vores roser og tage ansvar for dem.
  2. Plej netværket og relationerne. Det siger næsten sig selv; nærvær i krisetid bygger på nærvær i hverdagen.      
  3. Vær transparent. At være transparent er at bringe sig selv i spil, og stå ved sin glæde og sårbarhed over for andre. At være transparent er også at  turde træde andre nær, og spørge insisterende til deres liv – det er at vise, at vi ser både deres glæder og sorger.    

Tre enkle øvelser, men som ikke altid er lette at efterleve. Tre enkle øvelser, som er hjælpsomme på vejen mod den ultimative overgang.