Tre tips til det coronaramte parforhold.

15. februar 2021 Henrik List 0 Comments

Hvordan sikrer man trivsel i parforholdet på trods af coronarestriktioner? Her kommer tre hurtige tips fra mig.

1) ”Hold afstand”. I parforhold hvor den ene eller begge går ufrivilligt hjemme, bliver vi let udfordret af manglende spænding og forandring. Den ene dag tager den anden, og det bliver hurtigt noget fadt og kedsommeligt. Begge ved, hvad den anden tænker, og sukker måske også efter nye
impulser udefra. Det kan føles, som om, at parforholdets energi forsvinder som sand mellem fingrene. Derfor ”Hold afstand”. Giv hinanden lov til at gå soloture, til at springe over putningen af børnene, til at høre pladesamlingen igennem, til at rydde op i værkstedet, til at ….. Kort sagt, hold fri for hinandens selskab med god samvittighed, for det er en mulighed for aktivt at tage noget af den tabte energi tilbage.

2) ”Ryk tæt på”. Lige så dræbende restriktioner og begrænsninger kan være, lige så enestående en mulighed kan de også være – hvis vi bare tager magten over dem. En måde kan f.eks. være aktivt at rykke tættere på sin partner og evt. børn ved at dele tanker, længsler, sorger m.v. På den måde kan vi styrke både os selv og den samlede trivsel i vores familie. Det kan f.eks. være ved at spille Lynhistorier eller Kendskabsspillet, der hjælper med at dele sider af os selv, som vi måske havde glemt. Det kan være ved at skiftes til at vælge en historie eller film, som de andre skal høre eller se,
men man skal begrunde det først. Eller det kan være at tage på udflugt til steder, som har haft en særlig betydning i en periode i ens liv.

3) ”Glem aldrig at trylle”. Parforhold er pligter, men det er også magi, og hvor har vi meget brug for trylleriet. En måde kan være at kælke midt på dagen, når sneen falder, med eller uden børn. Det kan være at spille Yatzy om opvasken, og det kan være at holde sørøverfest en torsdag
eftermiddag. Eller det kan være at få børnene passet midt på ugen og elske vildt og inderligt når de er ude af døren; hjemmearbejdspladsen render alligevel ingen steder.

Ingen af de tre tips er rocket science – og det er heller ikke nødvendigt. For når vi er udfordrede, er det som regel basis, som vi har brug for.